Image pattern.jpg loading placeholder

Om foreningen

Brugernes Akademi er en frivillig forening af og for stofbrugere, hvis formål er at forbedre stofbrugeres vilkår og rettigheder. Foreningen er stiftet af formand Anja Plesner Bloch og har eksisteret i snart 7 år. Hvad der startede som en lille oprørsgruppe på facebook, er i dag vokset til at blive et fællesskab af brugere og fagpersoner fra hele landet, hvor vi sparrer med hinanden om blandt andet bedre misbrugsbehandling.
Formand Anja Plesner Bloch har desuden løbende deltaget i alle former for arbejdsgrupper på stofområdet, bl.a. i social- og sundhedsministeriet samt deltaget i den offentlige debat. Derudover er der i årenes løb kommet frivillige kræfter til, der har hjulpet med at opbygge en række brugerrettede projekter. I dag er 3 personer ansat som projektmedarbejdere, vi har modtaget finansiel støtte fra Københavns Kommune, SATS-puljen og Sundhedsstyrelsen, og er meget tæt på at overtage nye lokaler, hvilket tilsammen muliggør en opretholdelse og videre udvidelse af vores arbejde.
Dette er vi altsammen utrolig taknemmelige for.

Om målgruppen

Det seneste estimat fra Sundhedsstyrelsen lyder på, at der er 33.000 mennesker i Danmark, som har et 'stofmisbrug'. Karakteristisk for denne målgruppe er, at de ofte lever med forskellige former for udsathed; mange befinder sig således ofte på kanten af eller udenfor arbejdsmarkedet, og en stor del af målgruppen lever desuden i perioder uden fast bopæl. Helbredsmæssigt er målgruppen udfordret af at leve med en række konsekvenser, der knytter sig til deres stofbrug og sociale baggrund. Det drejer sig især om forhøjet dødelighed, infektionssygdomme og psykiske lidelser. Målgruppen lever desuden med det stigma, som er forbundet med at have et stofbrug. Det betyder, at mange udsatte stofbrugere er ensomme mennesker uden mange sociale relationer. Endelig er målgruppen udfordret ved ikke at være organiseret i et interessefællesskab, hvilket besværliggør arbejdet for lige rettigheder, fx når det handler om lige adgang til sundhed og andre offentlige tilbud.
Brugernes Akademi har i kraft af vores aktiviteter forskellige kontaktflader til målgruppen. Gennem vores aktiviteter er Brugernes Akademi i kontakt med mellem 1000-1500 stofbrugere om året.
Gennem en række aktiviteter og projekter arbejder Brugernes Akademi på at hjælpe målgruppen til at forbedre deres levevilkår. I Brugernes Akademi ved vi, at der findes ressourcer i målgruppen. Det vil sige, at der faktisk findes endog mange stofbrugere, der gerne vil engagere sig socialt og politisk i deres egen sag. Mange stofbrugere er også klar til at hjælpe ligesindede ved for eksempel at dele erfaringer om behandling, sundhed mv. Derfor forsøger Brugernes Akademi altid at tænke brugerne ind som medskabere og udførere af vores aktiviteter.
Brugernes Akademi arbejder overordnet med 3 målsætninger:
1. Vi arbejder på at uddanne målgruppen af udsatte stofbrugere i mestringstrategier; det kan både være fx hvordan man forbereder sig på et møde med sagsbehandler, eller det kan være fx hvordan man undgår følgesygdomme i forbindelse med stofbrug
2. Vi arbejder på at uddanne fagfolk og myndighedspersoner i målgruppens erfaringer, perspektiver og behov
3. Vi arbejder på at styrke og udbygge vores støttende fællesskab blandt stofbrugere, hvor der er mulighed for vidensdeling og meningsfuldt socialt samvær
En eller flere af disse målsætninger er altid til stede i Brugernes Akademis aktiviteter.
Kontaktinfo:
info@brugernesakademi.dk
Tlf. nr.: 20377264
Adresse:
Enghave Plads 6, 3. tv
1670 København V