Brugernes Pakkeri blev stiftet i januar 2022 med støtte fra Augustinus Fonden og er et datterselskab til Brugernes Akademi.
Brugernes Akademi har erfaret at udbuddet af det værktøj, som kommunerne tilbyder, ofte er varierende og mangelfuldt. Det skal der laves om på og derfor har foreningen stiftet Brugernes Pakkeri. Her pakker og udvikler nuværende og tidligere stofbrugere injektionssæt og rygekits, som leveres til herberger, varmestuer, rusmiddelcentre, apoteker osv. i hele landet.
Pakkeriet kombinerer således sundhedsfremme og forebyggelse med beskæftigelse, hvor borgeren aflønnes på det sociale frikort. Det sociale frikort er en særlig ordning, der tillader udsatte borgere at tjene 40.000 kr. om året uden at blive trukket i skat eller blive modregnet i deres andre ydelser. Læs mere om det sociale frikort her.
Vi er ikke sat i verden for profittens skyld. Alt overskud investeres derimod i drift og udvikling af vores pakkeri eller doneres til almennyttige formål.
Pakkeriet ligger på Vesterbro og er et rummeligt arbejdsfællesskab med højt til loftet. I Brugernes Pakkeri varetager tidligere og nuværende stofbrugere alt fra lagerstyring, oplæring og udvikling, samt pakning af forskellige typer af injektionssæt, rygekits mm.
De levede erfaringer står i centrum i Brugernes Pakkeri, da vores injektionsudstyr og rygekits er udviklet af dem, der selv bruger det. Nuværende og tidligere stofbrugere omsætter deres personlige erfaringer som et aktiv i en arbejdsmæssig sammenhæng.
Vi har mulighed for at tilbyde skræddersyede løsninger, der er tilpasset netop jeres lokalområde, fordi det er vigtigt at udstyret er tilpasset de stoffer og de stofbrugere, der bruger dem. En af vores medarbejdere vejleder derfor gerne om, hvilket udstyr der skal anvendes hos jer.
Skriv til os på info@brugernespakkeri.dk eller ring til os 27280303, hvis I gerne vil vide mere.
Se også på Brugernes Pakkeris hjemmeside, hvor du kan læse mere om pakkeriets og bestille vores produkter.