Hos Brugernes Akademi har vi store nyheder, da vi til oktober kan byde en ny mobil klinik velkommen og må sige farvel til vores gamle og trofaste bus.
I den mobile klinik tester foreningen hvert eneste år ca. 500 socialt udsatte for hepatitis C og andre infektionssygdomme. Det betyder dog også, at klinikken efterhånden har mange år på bagen og er derfor er blevet lidt træt og slidt.
Med god støtte fra Augustinus Fonden og Oak Foundation Denmark har vi derfor fået hjælp til at anskaffe os en helt ny mobil klinik. Med den kan vi sikre, at vi fortsat kan udføre vores afgørende opsøgende sundhedsindsats de næste mange år frem.
Med den nye mobil klinik vil vi ikke alene kunne bidrage til en eliminationen af hepatitis C, som WHO har sat som mål for 2030. Vi vil derimod yderligere få mulighed for at kunne fokusere på andre sygdomme, som stofbrugere kan lide af. Her tænker vi især på KOL. Mange socialt udsatte døjer med meget dårlig lungefunktion, men det kniber desværre med en ordentlig udredning og behandling af dette.
I Brugernes Akademi ved vi, at det kan være nødvendigt at vende sundhedssystemet på hovedet. På den måde lader man det komme hen til patienterne i stedet. Derfor vil vi i fremtiden også gøre en indsats for at mindske uligheden i sundhed ved i højere grad end tidligere også at fokusere på en bedre opsporing og behandling af KOL.
Vi ser frem til at byde jer alle sammen velkommen i den helt nye og lækre mobile klinik til efteråret. Samtidig kan vi ikke takke Augustinus Fonden og Oak Foundation Denmark nok, for at give os denne mulighed. Den gør, at vi kan blive ved med at bekæmpe uligheden i sundhed fremadrettet.